Nygammelt Jeg har lest litt i en bok, som jeg lånt av en venninne. Denne boken er fra 1924. Tittelen er "Schæferhunden, dens oprindelse, opdræt, pasning, oppdragelse, dressur og bedømmelse". Skrevet av Ritmester von Stephanitz. Boken ble oversatt fra tysk av H. Tillege. Det var en fantastisk opplevelse for meg å se at det vi jobber med å utvikle oss i nå i år 2002, er nygamle kunnskaper… De jobbet på samme måten da.

Her følger et lite utkast av boken:

Hemmeligheden ved al Opdragelse beror paa den rigtige Erkendelse og Udnyttelse af de tilstedeværende Anlæg. Foruden de medfødte, nedarvede Anlæg, der er Resultatet af Forfædrenes Livserfaringer, giver Naturen de levende Væsener Evnen til Selvopdragelse.

Den første Opdragelse faar Hvalpen gennem Forældrenes, navnlig Moderens Eksempel, der giver det unge Dyr det nødvendige Grundlag, for at det skal klare sig gennem livet; og den videre Opdragelse faar den gennem de Erfaringer, det selv gør i Livet og hvis samlede resultat sætter det i Stand til at gaa sejrrig ud af Livskampen. For et Dyr, som lever i vild Tilstand, er denne Skole, som livet byder det, tilstrækkelig, selv om den er mange Tilfældigheder underkastet; men Hunden som skal leve i Samkvem med Menneskene og derved faar visse Pligter paalagt, maa nødvendigvis have en yderligere, maalbevidst Opdragelse gennem Ejerens planmæssige Paavirkning og Tilslutning hertil maa den være gjenstand for en Uddannelse, der tager Sigte paa dens særlige Opgaver.

Forsømmes Opdragelsen, eller paabegyndes den for sent, faar man ikke sjeldent med en allerede forvildet, eller endog en, gennem Opholdet i en Hundegaard, ødelagt Hvalp at gøre. En for streng og ukjærlig Opdragelse ødelægger paa den anden Side en opvoksende Hunds Sjæleliv og lader ikke dens Anlæg udfolde sig paa rette Maade, fordi Grundlaget, den glade Tillid, mangler.

En sund Opdragelse tilsigter ikke at skabe sky, uselvstendige, viljeløse slaver, rene Maskiner, der kun arbejder som følge af Paavirkning udenfra, men derimod Væsener, der selv kan holde seg i Ave, kan styre mindre heldige Drifter og som vel kan underordne sig en højere Indsigt, men dog handle af egen Drift og føle Glæde ved Arbejdet. Derfor maa Opdragelsen forstaa at vække de tilstedeværende Anlæg og at bringe dem til Udvikling, idet den samtidig holder det altfor voldsomme nede, styrker det, der er svagt og leder det, der er fejlagtigt, ind i de rette Baner. Opdragelsen maa lige saa lidt som den senere Uddannelse opsættes. Sker det, bliver Hunden forkludret, mister da sin gode Opførsel i Hjemmet og paa Gaden og tillige sin Arbejdssikkerhed og vænner sig til alle Slags uheldige Unoder, der som oftest ikke senere kan pilles ud af den igjen.

Opdrageren og Dressøren maa selv blive Sjæleforsker, han maa forsøge at læse baade i Hundens og i sin egen Sjæl og maa iagttage sig selv skarpt, ikke blot for at han ikke du af menneskelig Overlegenhed skal undervurdere Hunden, men også for at kunne give Hunden Vink og Hjælp paa en for den forstaaelig Maate. Den, der kan besvare Spørgsmaalet: "Hvorledes skal jeg sige min Hund det?" Har vunnet Spillet og kan faa sin Hund til at gjøre alt.

Flere utkast kommer etter hvert..