 |
Nygammelt
Jeg har lest litt i en bok, som jeg lånt av en venninne. Denne boken
er fra 1924. Tittelen er "Schæferhunden, dens oprindelse, opdræt,
pasning, oppdragelse, dressur og bedømmelse". Skrevet av Ritmester
von Stephanitz. Boken ble oversatt fra tysk av H. Tillege. Det var
en fantastisk opplevelse for meg å se at det vi jobber med å utvikle
oss i nå i år 2002, er nygamle kunnskaper… De jobbet på samme måten
da. |
Her følger et lite utkast av boken:
Hemmeligheden ved al Opdragelse beror paa den rigtige Erkendelse og Udnyttelse
af de tilstedeværende Anlæg. Foruden de medfødte, nedarvede Anlæg, der
er Resultatet af Forfædrenes Livserfaringer, giver Naturen de levende
Væsener Evnen til Selvopdragelse.
Den første Opdragelse faar Hvalpen gennem Forældrenes, navnlig Moderens
Eksempel, der giver det unge Dyr det nødvendige Grundlag, for at det skal
klare sig gennem livet; og den videre Opdragelse faar den gennem de Erfaringer,
det selv gør i Livet og hvis samlede resultat sætter det i Stand til at
gaa sejrrig ud af Livskampen. For et Dyr, som lever i vild Tilstand, er
denne Skole, som livet byder det, tilstrækkelig, selv om den er mange
Tilfældigheder underkastet; men Hunden som skal leve i Samkvem med Menneskene
og derved faar visse Pligter paalagt, maa nødvendigvis have en yderligere,
maalbevidst Opdragelse gennem Ejerens planmæssige Paavirkning og Tilslutning
hertil maa den være gjenstand for en Uddannelse, der tager Sigte paa dens
særlige Opgaver.
Forsømmes Opdragelsen, eller paabegyndes den for sent, faar man ikke sjeldent
med en allerede forvildet, eller endog en, gennem Opholdet i en Hundegaard,
ødelagt Hvalp at gøre. En for streng og ukjærlig Opdragelse ødelægger
paa den anden Side en opvoksende Hunds Sjæleliv og lader ikke dens Anlæg
udfolde sig paa rette Maade, fordi Grundlaget, den glade Tillid, mangler.
En sund Opdragelse tilsigter ikke at skabe sky, uselvstendige, viljeløse
slaver, rene Maskiner, der kun arbejder som følge af Paavirkning udenfra,
men derimod Væsener, der selv kan holde seg i Ave, kan styre mindre heldige
Drifter og som vel kan underordne sig en højere Indsigt, men dog handle
af egen Drift og føle Glæde ved Arbejdet. Derfor maa Opdragelsen forstaa
at vække de tilstedeværende Anlæg og at bringe dem til Udvikling, idet
den samtidig holder det altfor voldsomme nede, styrker det, der er svagt
og leder det, der er fejlagtigt, ind i de rette Baner. Opdragelsen maa
lige saa lidt som den senere Uddannelse opsættes. Sker det, bliver Hunden
forkludret, mister da sin gode Opførsel i Hjemmet og paa Gaden og tillige
sin Arbejdssikkerhed og vænner sig til alle Slags uheldige Unoder, der
som oftest ikke senere kan pilles ud af den igjen.
Opdrageren og Dressøren maa selv blive Sjæleforsker, han maa forsøge at
læse baade i Hundens og i sin egen Sjæl og maa iagttage sig selv skarpt,
ikke blot for at han ikke du af menneskelig Overlegenhed skal undervurdere
Hunden, men også for at kunne give Hunden Vink og Hjælp paa en for den
forstaaelig Maate. Den, der kan besvare Spørgsmaalet: "Hvorledes skal
jeg sige min Hund det?" Har vunnet Spillet og kan faa sin Hund til at
gjøre alt.
Flere utkast kommer etter hvert..
|
|